Af Latka Nietkovic (udenrigskorrespondent)

Landet Ramasjang er ofte overset i den internationale debat. Men landet lider af store problemer, som kan udløse en ny flygtningekrise. Den Sorte Kanals udenrigskorrespondent Latka Nietkovic har kigget nærmere på situationen i landet.

Verden har mange brandpunkter. Nogle er udsat for krig, andre brandpunkter er udsat for klimakatastrofer, mens nogle helt tredje er politiske. Men der er politiske brandpunkter der overses af verdenssamfundet. Et af disse er landet Ramasjang. En østat hvis egentlige politiske og økonomiske status er ukendt, da landets administration er meget lukket. Udadtil udstråler landet glæde og overskud, men internationale økonomer og politiske analytikere mener at der dækkes over en langt mere dyster virkelighed.

Landet er præget af kriminalitet hvor de samme seks vaneforbrydere stjæler med arme og ben, og et tydeligt defekt retssystem gør at de aldrig bliver straffet for deres forbrydelser. Samtidig har en storforbryder ved navn Dr. John til vane at kidnappe børn uden tydelig straf til følge.

Hele Ramasjangs ordensmagt består af én detektiv samt en vigilante der går under navnet Onkel Reje.

Udover den høje kriminalitet, kæmper landet også med en større monstorplage. Man har nedsat en task force bestående af tre personer til at bekæmpe denne monstorplage, men uden at de indtil videre har taget hånd om problemets rod.

Sundhedssystemet består af tre mennesker hvis primære ekspertise er behandling af bamser. Dog skal det siges at sundhedssystemet er yderst effektivt indenfor dets særlige niche. Syge mennesker lader til at blive afvist som hypokondere, dog uden at man kan se direkte dødsfald deraf. Dette har medført en stor frygt fra WHOs side for at der er et usandsynligt stort mørketal over

dødsfald i forbindelse med manglende lægelig behandling. Ligeledes har der heller ikke været nogle officielle COVID-19 tilfælde i landet, på trods af at internationale eksperter vurderer det som en umulighed at pandemien ikke skulle have ramt østaten.

Selvom der ikke findes officielle tal for Ramasjangs økonomi, så tyder meget på at landet er på kanten af økonomisk kollaps. Landets eneste eksport lader til at være reality tv af beboernes liv, som man til gengæld modtager U-lands bistand for. Bistanden kommer primært fra Danmark, og da man ikke vil risikerer for tætte bånd med en mulig diktaturstat, er denne bistand opført som ”licens” på finansloven.

Internt i Ramasjang lader der heller ikke til at være meget handel. Landets primære bager forærer sine kager væk til ældre mennesker, hvilket uden tvivl må medføre en øget risiko for diabetes i befolkningen, hvilket næppe kan behandles af det skrantende sundhedssystem. Og de fleste købmænd i landet lader ikke til at være særligt velassorterede. Tilførslen af udenlandsk kapital er også yderst begrænset. Der lander max. 1-2 passagerer med dages mellemrum i landets lufthavn, og de fleste passagerer er beboere i Ramasjang der vender hjem, uden i øvrigt at udstå den ellers obligatoriske COVID-19 karantæneperiode. Landets eneste hotel har max. én gæst om ugen, hvilket også er med til at tegne et billede af en nærmest ikke-eksisterende turistindustri.

Landets arbejdsstyrke er præget af en nærmest betonkommunistisk ineffektivitet, bedst illustreret ved landets bondemand, der vælger at sende en mand op i en luftballon for at tælle sine fem køer. Men også landets mekaniker arbejder på den samme bil i evigheder og holder konstant pauser for at lege med diverse former for større maskineri og cirkuskunster. For ikke at tale om landets eneste håndværker der er direkte inkompetent.

Det er på ingen måde en holdbar økonomi.

Men der er håb. Ramasjang er hjem for indtil flere sjældne dyreracer som har evnen til at tale samt et unikt naturfænomen der gør at det dagligt er muligt at se en regnbue. Infrastrukturen for turisme er til stede med både lufthavn og hotel, men Ramasjang må overkomme deres massive kriminalitetsproblemer såvel som ineffektiviteten i deres arbejdsstyrke for at kunne bruge turismen til at få økonomien på ret køl.

I det politiske system er der en udpræget mangel på lederskab og en nærmest laissez faire attitude til alt fra luftfartsregulativer til fødevaresikkerhed. Det er ikke til at opstøve en opgørelse over hvornår der sidst er afholdt valg i landet, og der er ikke udpeget en officiel leder. Hvis man skulle beslutte at afholde et valg ser kandidatfeltet ikke ligefrem lovende ud. Blandt dem som internationale eksperter ser som potentielle kandidater er blandt andre Hr. Skæg, som slår sig op på sine evner ud i økonomisk styring såvel som en kulturel kærlighed for litteratur. Desværre virker Hr. Skægs realitetssans til at kunne ligge på et meget lille sted, og han er af en lalleglad natur der får Uffe Elbæk til at ligne en støvet revisor. 

En anden kandidat til posten går blot under navnet Christian og er i øjeblikket eneste ordensmagt i Ramasjang. Et job han passer samtidig med at han bestyrer landets lufthavn. Christian vil helt sikkert stille op på en platform der lover lov og orden, men kan ikke undgå at blive påvirket af at hans øjensynsligt privat ejede detektivbureau har gjort massivt brug af børnearbejde. Desuden har han gennem sit job i Ramasjangs lufthavn vist at hans evner ud i effektivisering er yderst kritisable.

Den tredje potentielle udfordrer er Motor-Mille, som senest har været frontfigur i en stor miljøkampagne til fordel for havets dyr. Motor-Milles image som miljøforkæmper skæmmes dog af hendes forkærlighed for store dieseldrevne maskiner. Og en politisk kampagne fra hendes side vil derfor hurtigt komme under beskydning for at være dobbeltmoralsk.

Outsideren der kunne komme ind fra siden er en neo-liberalistisk, tenderende til fascistisk, gul bjørn, som har en lang historie ud i undertrykkende adfærd. Og skulle dette scenarie blive til virkelighed, vil verdenssamfundets øjne for alvor hvile bekymret på landet Ramasjang.

Alt i alt fremstår landet Ramasjang som en banarepublik med kæmpe problemer. Et økonomisk eller politisk kollaps i landet kan føre til en ny flygtningekrise og skabe store problemer for de lande der skal integrere en lang række talende dyr og ineffektive arbejdere. Ramasjangs eneste udvej ligner at få en fungerende turistindustri op at stå, men med de massive kriminalitetsproblemer landet har i øjeblikket vil jeg på ingen måde anbefale en rejse til landet når grænserne igen åbner.