Den Sorte Kanals Fake News Quiz er quizzen hvor vi giver dig tre aktuelle historier. Det eneste problem er, at kun to af dem er sande og den sidste er falsk. Herunder er Fake News Quizzen fra Podcast #1. Svaret findes nederst på siden.
Nyhed nr. 1
Norske fiskere er stødt på en hvidhval iført seletøj med den påtrykte tekst “Udstyr fra Sankt Petersborg”. Hvalen menes at være undsluppet et hemmeligt russisk eksperiment og seletøjet menes at være beregnet til at bære kameraer, våben eller måleinstrumenter.
Nyhed nr. 2
Folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Bent Bøgsted har foreslået at stærkt krydret mad forbydes i offentlige kantiner. Bent Bøgsted mener ikke at stærkt krydret mad hører hjemme i Danmark, hvilket også gør at maden, ifølge Bøgsted, fører til at offentligt ansatte bruger mere tid på toilettet end på deres arbejde. “Det giver ringere service til borgerne, og større omkostninger for staten” udtaler Bøgsted.
Nyhed nr. 3
Den indiske hær har tweetet billeder af fodspor fra den afskyelige snemand, eller det mytiske bæst, som de kalder den. Mange forskere har kritiseret den indiske hær for at sprede rygter om en skabning som forskningen har bevist ikke eksisterer, mens en enkelt indisk politiker mener at det er mangel på respekt at kalde det legendariske væsen for et bæst.
Svar
Selvom alle tre historier lyder lidt langt ude, så er det faktisk rigtig nok at en hvidhval er blevet fundet med russisk seletøj og at den indiske hær har startet rygter om eksistensen af den afskyelige snemand. Det er dog ikke i skrivende stund korrekt at Bent Bøgsted har foreslået at stærkt krydret mad forbydes. Men valgkampen er ikke slut endnu, så vi kan risikere at bliver overhalet indenom af virkeligheden. Så det er nyhed nr. 2 der er fake news.